En tidligere kollega fortalte mig om sin frustration på en arbejdsplads.

Et bosted for borgere med forskellige funktionsnedsættelser.

Han ville udvikle fagligheden. Det var det, han brændte for.

Men han mødte en mur.

Ikke modstand i klassisk forstand – men en kultur, hvor tryghed og omsorg fyldte det meste.

Dejlige kolleger. Varme mennesker. Men med mindre fokus på retning, struktur og udvikling.

Til sidst gav han op.

Og ærligt…

Det kunne lige så godt have været min egen historie. Måske også din? .

Det her er ikke en enestående situation. Det er et mønster, jeg har set igen og igen.

Vi har – med god grund – bevæget os væk fra hårdhed, kontrol og underkendelse. Men nogle steder er pendulet svinget så langt, at omsorgen står alene.

Og når det sker, mister vi noget vigtigt:

Retning. Tydelighed. Og i sidste ende… udvikling.

Spørgsmålet er ikke, om omsorg er vigtig? .

Det er den!.

Spørgsmålet er, hvad der sker, når den står uden sin modpol.

Findes der et sted, hvor vi kan mødes – ikke for at være enige, men for at rumme forskelligheden?

Hvor omsorg og retning ikke bekæmper hinanden, men arbejder sammen?

Jeg tror det.

Ikke som en midtervej. Men som evnen til at stå i spændingen mellem to poler – uden at miste sig selv.

Det er dér, styrken opstår.

Hvis det vækker noget i dig, kan du læse mere →  HER 

Eller tage kontakt for tilpassede oplæg og workshops